Israelske Særinteresser

Gunnar Hellmund Laier, ph.d.

Maj 2021


Medier og kulturliv er væsentlige faktorer for danskernes og andre europæeres forståelse af ansvar og ressourcer, og mange kalder medierne alene for ”Den Fjerde Statsmagt”. Det rige vesten og det rige vestens ansvarsbyrde i forbindelse med den moderne fortælling er en kulturel frembringelse med flere unaturlige elementer.

Den hvide mand uden land

Vi har set tiår passere med vesterlændingen som comboy i den nye verdens populærkultur. Den hvide mand optrædende som slavehandleren, forureneren og antisemitten. Fortællingen har dannet en serie af arketyper på den internationale diplomatiske scene og danner også grundlag for en følelsesbåren politik, der mest af alt beskriver kulturen frembragt af den korte afstand mellem borgeren og TVet. Vi kunne fokusere på den uretmæssige fremstilling af den hvide europæer som slavehandler i nord-syd konflikter og istedet sætte den hvide europæer i relation til ottomanernes hvide slavehandel på Krim i en århundrede lang voldelig besættelse af Sydeuropa, eller vi kunne se på europæerens uretmæssigt tilskrevne rolle som forurener i relation til opgøret med det industrialiserede samfund gennem den grønne omstilling og den grønne innovative bølge, som i al væsenlighed udspringer af europæisk virkelyst.

Den mest interessante fortælling i en kulturpolitisk kontekst er dog fortællingen om vesterlændingen som antisemitisk arketype i den internationale kollektive erindring. Et billede skabt via populærkultur produceret i primært USA med Europa som væsentligste marked og en lang række meget grotesk destruktive afledte konsekvenser.

Den europæiske antisemit

Fortællingen om den europæiske antisemit eller mere generelt det falske billede af den hvide mand som racist på baggrund af den hvide hudfarve, er den væsentligste forudsætning for den demografiske forandring. De sidste fyrre år har vi set en forøgelse af den muslimske populationsandel fra 0.3% til over 5%. Hvor vi i Danmark ligger på det europæiske gennemsnit takket være de borgerlige regeringer i 0erne og 10erne, er situationen en anden i Frankrig og Sverige, hvor andelen af muslimer og personer med arabisk samt mellemøstlig baggrund er væsentlig højere og ligger over 10%. Den amerikansk prægede medievirkelighed lader til at være optimeret med en vægtning af jødiske særinteresser, og der spås demografiske ændringer i Israel, der projiceres til at få en meget større andel af sorte jøder og personer med ikke-vesterlandsk baggrund indenfor de næste årtier.

Kulturpolitik uden europæiske særpræg

Investeringerne af kulturpolitisk betydning siden anden verdenskrig er kort sagt uden særhensyn til europæernes interesser og det europæiske kontinents sikkerhed, sammenhængskraft og udviklingspotentiale. Det bør vi som europæere snart forstå. Det er ikke hverken ateister eller kristne, jøder har mest til fælles med i hverken religiøs eller kulturel forstand, det er muslimer, og derfor bør vi være klar over virkemidlerne i de politiske kommunikationsstrategier for ikke at stå med et svagere udgangspunkt. Jødernes egen rolle i den vestlige medieindustri er måske snart ringere end tidligere, men alligevel skal vi forstå udviklingen for at kunne dæmme op om konsekvenserne og den muslimske indflydelse. Diskussionen om historie, kultur og ansvar i Europa har skabt en ikke-proportional forøgelse af muslimers indflydelse og dermed en forøgelse af den muslimske indvandring under den falske tolerances dække. Humanismen, eller hvad vi nu skal kalde det, er en reaktion på en naturlig og religiøst betinget diskussionslyst, hvor særligt ortodokse jøder med glæde deltager. Her fremkommer det ene åbenmundede og fordømmende udsagn efter det andet rettet mod personer repræsenterende europæiske nationers ”indvandrerfjendske politik”.

Den muslimske israelske ambassade

Det utrænede øje ser en form for jødisk humanisme og en skæv indsigt i verdenskultur, og fremhæver homosekuelle jøder eller kommunisters forhold i Israel. Det er ekstremt farligt når det bløde intetanende socialdemokratiske middelklasseliv er det mest betydelige på politisk niveau. Vi skal ikke efterabe et segregeret samfund i Skandinavien med udgangspunktet, at hver særinteresse i Israel har sin egen geografi. Ser vi bort fra de kulturelle jødiske særpræg, og fokuserer kortvarigt på de administrative relationer, og spørger, hvor mange jøder, der i Danmark repræsenteres af den israelske ambassade og deres internationale forbindelser fra USA til Rusland, behøver vi ikke foretage opslag for at retfærddigøre påstanden, at flertallet, der direkte serviceres af Israels ambassade, i både civil og militær forstand, er muslimer med delvis jødisk baggrund og deres sociale og politiske netværk forankret omkring Israel. Ja, det er rigtigt, at der er mange religiøse turister i Israel, men Danmark er ikke en religiøs nation, selvom nationens kultur er båret af et tusindår langt sprogligt og religiøst fællesskab. Vi er kristne ateister, hvilket er et begreb, vi burde benytte oftere, iøvrigt direkte inspireret af begrebsdannelsen ”ateistiske jøder”.

Muslimsk profit

Det er i forhold til administrative opgørelser omkring brugen af den israelske ambassade ligegyldigt, at Israels Ambassade angribes af politiske ekstremister, der næste dag er inde på Israels Ambassade for at søge indrejsetilladelse. Jødernes egen sociale kommunikationer er med til at tilsidesætte også etniske dansk-danskere, når en bekendt konservativ velhaver eller en homoseksuel jøde ser sig ond på dem. Konsekvenserne af jødernes særstatus i de pænere kredse er meget mere omfattende, end det bedre borgerskab ønsker kommunikeret. Vi står her med et militært teknisk problem, hvor netværk ser bort fra danske borgere, når radikalisering og marginalisering kan ramme gennem psykologisk og social påvirkning, så ofrene bliver ignoreret og endegyldigt tilsidesat af de danske myndigheder, ofte med muslimer som falske helte og profit af karrieremæssig eller økonomisk høj kvalitet i tilgift. Lignende sker i relation til andre lande og sikkerhedsorganisationer og med danske militære personligheder som aktører, men intet i dag er så direkte voldeligt for en dansker som spillet i forhold til de mellemøstlige ambassader og sikkerhedsorganisationer.

Amerikansk ignorance

Jøderne er efter anden verdenskrig et ekstremt lille mindretal overalt i Europa med en international base i USA. I USA er jøderne antalsmæssigt endnu ikke overgået af muslimerne, hvor i særlig grad sorte konvertiter har spillet en betydelig aggressiv rolle endda med brug af antisemitisk retorik. Det muslimske mindretal i USA er de sidste tyve år forøget, og ofte er forøgelsen sket i relation til krige i udlandet. Det er der ret sikkert, at jødiske samfund internationalt vil erkende, at interessefællesskabet med muslimerne, jødiske særinteresser historisk har anvendt til hysterisk kulturkamp, vil blive vendt, ikke kun mod vestlige interesser, men også jødernes egne, i det omfang jøderne om 50 år på nogen måde vil fremstå vestlige og ikke snarere mellemøstlige og afrikansk forankrede. I opgøret med den europæiske fortid har jødernes indflydelse på populærkultur været enorm. Når en familie udslettes i et helvede som det anden verdenskrig skabte tager det flere generationer at komme på den anden side af det blinde had, der følger direkte efter konflikt.

Dansk ligegyldighed

En sandhed, der blev ignoreret fuldstændig under de regeringer i Danmark, der tillod indvandring af betydning. Konsekvensen er et irrationelt laden stå til og flere steder direkte facilitering af ressourcer til personer, der uretmæssigt dyrker had mod nordeuropæere med holocaust som begrundelse. Anden Verdenskrig skabte et had vendt imod Europa i store kredse i USA og Øst, samt en opdeling i Øst og Vesteuropa frem til murens fald. Her skal man også huske, at ligesom fem millioner af de civile ofre var jøder interneret af tyskerne, var antallet af østeuropæiske dødsofre med kommunistiske sympatier, hvoraf mange var jøder, af en helt tilsvarende størrelsesorden. Problemet med den store andel af muslimske med en fremmed kultur skjules, når medierne uden proportionalitet i forhold til befolkningsgruppens størrelse foretrækker diskussion af tilsvarende vaner og kulturer med jøder, hvilket har været tilfældet de sidste mange årtier. Hvem husker ikke de mange sære offentlige diskussioner i danske medier vedrørende omskæring ledet af kendte jøder. Med en andel på en promille eller mindre af den generelle befolkning, når vi ser bort fra blandede familier, er jøderne i Danmark i dag et forsvindende lille mindretal, og intet i forhold til muslimernes andel, uanset om denne er 3% eller 6% set i forhold til registreringspraksis. De vælger alligevel at gå forrest gang efter gang, når det gælder om at hævde særinteresser på tværs af moderne indsigt i sundhed og helbred.

Antidanske jødiske særydelser

Problemet er både historisk, nutidigt og fremtidigt, idet der ikke lader til at komme direkte opgør i den vestlandske kultur før den demografiske sammensætning i USA har forandret sig, og på det tidspunkt, vil der nok ikke være yderligere diskussion af strategier i forhold til Europa, måske ikke engang i forhold til Israel. Til den tid vil muslimerne i Danmark tale et mere afrundet dansk og fremstå kultiverede og integreret på niveau med jøderne. Mange af muslimerne vil have råd til at skeje ud med velhaverne med særlige orientalske manerer, og deres jødiske bekendte vil understøtte deres adfærd.

Velhaverkommunikation til muslimens hof

Velhaverkommunikationen minder om den naturligt forankrede muslimske nedladenhed overfor forskelligartethed og muslimens holdning til at besidde retten til at skade den svage part i enhver konflikt. Forskellen, set i forhold til jøderne, er, at muslimerne skaber flere konvertitter og en reaktion i store dele af samfundet med flere anakronistiske elementer rettet mod europæiske frihedsbegreber og ligestilling. De konsekvenser danskere oplever kan skabe betydelige opgør, også i forhold til vores grundlov, med krav om ændringer til blandt andet kongehusets magt og større respekt for individets grundlæggende rettigheder. Vi har i dag kun lov til at håbe og tro på, at danskerne igen kan tænke som de gamle frihedskæmpere. Diskussionen af offerrollen, diskriminationen, kollektiv hukommelse om jødernes særstatus, er blevet en perverteret smeltedigel, der bidrager til at retfærdiggøre de mest rædselsfulde konsekvenser af en ellers undgåelig muslimsk indvandring, og diskussionen skaber en fordummende radikalisering af tilsidesatte europæere, der forsvarer deres egenart i en opsplitning af Europa, der giver bedre plads til fremmede.

Den ortodokse jøde og Jehovaen

Held og lykke med at overbevise den ortodokse jøde fra de radikale eller Socialistisk Folkeparti om, at Hassan der hænger ud af bilen med et tyrkisk Heil Hitler er til fare, når det, han vil, er, at fordumme og voldtage dine børn og gasse den sidste jøde, der kommer til landet som turist. Det er en karikatur, men for den ortodokse jøde er en mulig omkostning en gudsgiven omkostning. De ortodokse har en opfattelse, der minder om Jehovaens indstilling til menneskeligt uheld, hvorfor jødedommen også virker dragende på den religiøst søgende eller sygeligt opfattende hjerne. Den israelske regering har et særligt departement for de ortodokses anliggender, for de ortodokse ville ellers stå i direkte konflikt med den israelske stat. Her tænker den israelske regering egennyttigt i sit brug eller misbrug af netværk relateret til både ortodokse og uortodokse jøder uden for landet, og der er ikke nogen imødekommende dialog om dette, det er et sikkerhedsanliggende, hvor også danskere står i anden række, uanset hvor mange gudssønner man ude på heden tænker født på israelsk jord.

De sidste ressourcer fra askebunkerne

Der er investeret millarder og goodwill fra bunkerne i Auschwitz, hvor også danske modstandsfolk og politibetjente døde, i popkultur, der alt andet lige giver muslimen en væsentlig mulighed for at udleve ”den amerikanske drøm” på det europæiske kontinent i relation til krigene i Mellemøsten og ofte proportionalt i forhold til de vesteuropæiske landes indsats i de internationale konflikter imod indsatsernes politiske intention. Selv de interne arabisk-muslimsk-jødiske kriminelle opgør på europæisk jord tolkes nu i forkerte rammer på grund af den store respekt for den særlige kommunikation og kultur. Kulturelle, politiske og militære personligheder i Danmark er involveret i jødisk-muslimsk forankrede netværk, og ser særlige fordele, men forstår ikke de modsatrettede interesser eller frygter personlige konsekvenser af eget misbrug og ignorerer uretfærdighed overfor gammeldanskere, som personer med dansk etnicitet i Danmark kaldes på racistisk maner af den nye tids brunskjorter fra de radikale og socialistiske miljøer.

Retsløshed med brug af Politiets magt og væbnede konflikter

Der er i Danmark endnu ikke har skabt et gendarmeri, men de relaterede konflikter skamrider organisationer som PET ind i militær virksomhed og ofte med aktiviteter genereret på baggrund af ikke uegennyttige informanter og ignorance overfor egne borgere skabt gennem medierne og den politiske virkelighed. Der er endnu en manglende vilje til at give danskere mere direkte adgang til at forsvare sig selv og deres privatliv, og dermed er danskerens plads i egen stat kompromitteret væsentligt, ligesom flere servicefunktioner af sikkerhedsmæssig karakter kan sættes ud af spil i forhold til den enkelte dansker. Forhåbentlig forstår danskerne og europæerne, at de i mere end en generation har diskuteret antisemitisme for at vågne op og se, at de i al væsentlighed nu støtter en muslimsk virkelighed med dens frastødende brug af omskæring, ulighed mellem kønnene, vold i hjemmet, selvforherligende krav om særstatus og særlige hensyn i relation til næsten alle livets forhold.

Frie danske vågn op!

Vi står i en situation, hvor vi kulturelt på betydelig vis er i modfase med den tusindårige demokratiske europæiske tradition og virkekraft, der i sin sammenhængende og innovative natur ellers fremstår med ufattelige styrke og skabetrang båret af få principper, der støtter individets ret, iderigdom og drift hen imod den velfungerende samfundsdannelse på baggrund af fælles sprog og kultur.